At hyle af månen for Wittgenstein / Susanne Christensen
Are you ready?
Gitte Sætre og Frans Jacobi
Webserie i 7 episoder
Jeg var overbevist om at det kunne lade sig gøre. Mit kamera er ikke verdens bedste, men heller ikke verdens dårligste. Selv i mørke kan det ofte tage interessante billeder. Selvfølgelig skulle jeg tage billeder af fuldmånen. Omkring halv elleve sejlede den op over horisonten og hang dekorativt omfavnet af de sorte træer. Jeg forsøgte to nætter i træk. Til sidst ville naboens hund ikke finde sig i denne uorden mere og bestemte sig for at vække nabolaget med sine højlydte, kritiske kommentarer. Jeg så skuffet de mange billeder igennem; der var en del interessante fejl og spontan impressionisme, men jeg endte alligevel med at aflyse projektet. Det alternative – og mere interessante – projekt, at gå ind i den mørke skov uden kamera, blev heldigvis også aflyst.
De sidste seks fuldmåner har man kunnet følge de bergenbaserede kunstnere Gitte Sætre og Frans Jacobis webserie Are you ready? på projektets egen hjemmeside, hvor der også findes et manifest for klimafuturisme. Projektet vises i øvrigt på et væld af publiceringsplatforme, blandt andet kunne man se episode et hos Forfatternes klimaaksjon. De afsluttende episoder seks og syv havde præmiere ved fuldmånen 27. april. Hvad er på færde? Det er svært at sige; en slags collage af historier om tidens kriser, fulde af poesi, underliggøring og en skæv, punket humor. At filosoffen Ludwig Wittgenstein (1889-1951) kunne fejre sin 132. fødselsdag den 26. april er nok ingen tilfældighed, for det er i fjorden under Wittgensteins hytte i Skjolden at kunstnerne finder deres mystiske fortæller.
I første episode bevæger Sætre sig søgende rundt i vandet blandt nogle løse grene som flyder på overfladen. En ejendommeligt snoet gren vælges ud, og det er denne gren som bliver den gennemgående fortæller med en dyb, hypnotiserende stemme: The Living Unliving Surveillance Poet. Da den amerikanske poet CA Conrad senere dukker op, bliver det tydeligt at den mystiske fortæller og Conrad har en hel del til fælles. The Living Unliving sukker: “It’s really a question of ego systems versus eco systems.” Grenen – altså vores fortæller – køres på taget af en bil gennem tunneller og forstadskvarterer og ind omkring Åsane Storsenter.
Lydsporet er horrorsynth, emnet er samtidens sammenfiltrede krisekompleks, men pludselig glider vi over i en animation med et lydspor bestående af en omskrevet version af “Psycho Killer” af Talking Heads. Det handler nu om Hitlers hemmelige besøg på Wittgensteins hytte: “Psycho killer, was ist das? Phi-phi-phi-philosophy.” Uimodståelig craziness.
Næste episode (to) sætter fokus på krisen i humaniorafagene. En ny stemme melder sig, en underligt papiragtig taxi som ligner en rekvisit fra en Vinge/Müller-produktion, og som taler med The Living Unliving med britisk-indisk accent. Ingen af dem har rødder længere: “Surrealism is everywhere!” Vi ser kunstnerne deltage i en panelsamtale, hvor de udsættes for hård kritik. Et angstfyldt kamera virrer rundt på Møhlenpris, hvor Thormøhlensgate som bekendt er opkaldt efter Jørgen Thormøhlen (1640 – 1708), der var skibsreder og slavehandler. Ludvig Holberg får et ord indført, og han fortæller om det imaginære land Potu i hans roman Niels Klims underjordiske Rejse (1741), befolket af talende træer som modsat menneskene har en empatisk forståelse af alt levendes sammenhæng. Eftersom vi er på en rejse med The Living Unliving, accepterer vi de pludselige spring ind og ud af forskellige fragmentariske fortællinger.
Snart dukker CA Conrad op igen og indleder en intim affære med The Living Unliving (episode tre). Vi følger også en familie som er ved at blive småskøre i corona-lockdown (episode fire). Herefter eskalerer den poetiske opløsning frem mod seriens afslutning. I en isoleret hverdag på hjemmekontoret har Are you ready?været et morsomt indslag. Vel at mærke den type sort humor som presser sig frem når kriserne tynger mere end man egentlig kan bære.